Zambias Vildeste Adventure Aktiviteter

Det bugner med vandvittige aktiviteter ved Victoria Falls, der gjorde det muligt for os at se vandfaldene fra lands, til vands og i luften!

Hvis ikke at se verdens længste vandfald er nok, har området omkring Victoria Falls nogle af de mest adrenalin pumpende, adventure-aktiviteter jeg nogensinde har prøvet! Vi ziplinede over landegrænser, så en solnedgang fra et microlight fly, rapellede 110 meter ned ad en kløft, hvorefter vi tog en svømmetur på toppen af selveste Victoria Falls!

Er det overhovedet sundt at have adrenalin pumpende rundt i kroppen 4 dage i træk? Måske ikke, men det var alle sommerfuglene i maven værd.

Med fødderne dinglende over Zambezi floden

Gid pengepungen var tungere...

Noget jeg ville ønske, jeg havde undersøgt bedre inden rejsen til Zambia og Zimbabwe, var priserne på adventure oplevelser. Hvis jeg sammenligner mit aktivitets budget i Zambia med det til Sydafrika, er bungeejumping og helikopterturer betydeligt dyre i området omkring Victoria Falls.

Derfor ventede vi med bl.a. bungeejumping, til vi ramte Sydafrika og brugte i stedet vores sparsomme backpacker-penge på 4 fede oplevelser i Zambia, der alle gav en fantastisk udsigt til verdens længste vandfald!

Lettere skræmt over højden på Victoria Falls

1. Angels Pool - En svømmetur på kanten af Victoria Falls.

Ses frygten i mit ansigt på billedet ovenfor? Så er det fordi jeg sidder på kanten af Victoria Falls og mærker strømmen i vanden, der kan hive én 128 meter ned i den visse død.

Angels pool, er en 1 meters dyb naturlig “pool” på toppen af Victoria Falls. Ved lavvande i Juli/August er vandstrømmen svag nok til, at man kan hoppe i, uden at ryge med ned. Det er kun muligt, at svømme i Angels Pool med en certificeret guide, som kan give et 'heads up' til hvilke sten man bør holde sig til. Der må maks være 3 personer i vandet ad gangen og bliver strømmen for kraftig, er der et reb man kan gribe fat i.

Inden afgang, skulle vi underskrive det klassiske ansvarsfraskrivelses papir og så gik turen ellers mod Livingstone Island i båd.


En knap så skræmt Line ved Angels Pool

Ved siden af Angels Pool ligger den mere kendte Devils Pool. Da Devils Pool formår at bringe folk endnu tættere på kanten af vandfaldet, er den kun åben få måneder om året. Vandstanden var for høj i August og vi valgte derfor Angels Pool som vores backup løsning. Det var en vanvittig oplevelse, at svømme i Angels Pool og jeg er ikke sikker på, jeg havde turde dens endnu vildere storebror.

Hvordan vi bookede Angels Pool: Vi boede på Jollyboys Backpackers, der arrangerer en masse aktiviteter i området omkring Victoria Falls. De satte os i kontakt med guiderne fra Togabezi Lodge, der tog os med på et afbud. Pga. det begrænsede antal pladser, er det en god idé af booke i god tur (eller udskyde det til sidste øjeblik og krydse fingre for et afbud - det virkede for os).

Pris: 165 USD.

Jeg har skrevet mere detaljeret om vores oplevelser i Angels Pool her.

Den flotteste udsigt over Victoria Falls

2. Solnedgangen fra et Micro-light fly

Angels Pool var vild, men at se Victoria Falls fra luften var smukkere. En ekstra bonus var at flyve om aftenen, er Afrikas solnedgange der aldrig skuffer.

At flyve i et Micro-light fly, føles som at have vinger selv. Der er ingen beskyttelses vægge eller fedtede vinduer, at kigge igennem og man kan mærke vinden på kinderne. Det tør siges, at der er en god ventilation i så lillebitte et fly. Lænede jeg mit hoved til siden, skærmede piloten ikke længere for vinden og det kunne føles som en knytnæve i ansigtet.

Men nøj det var svært ikke at vende hovedet, når man havde smukke Victoria Falls til venstre og en elefantflok til højre. For selvom højdepunktet på turen var, at se solnedgangen over Victoria Falls, var det lige så vanvittigt at se dyrelivet fra oven. Fra luften kunne jeg både spotte elefanter, giraffer, krokodiller og zebras. Tænk at vi har boet så tæt på vilde dyr.


Lige under min fod står en elefant og holder øje med vejen

Flyveturen varer kun 15 minutter, men tiden står overraskende stille, når man svæver i luften. Det kilder i maven når mini flyet letter, men resten af turen er behagelig. For at piloten ikke skal overdøve vinden, har hver især en mikrofon og højtaler vedhæftet i hjelmen. Min pilot var god til at spotte dyreliv, der kun gjorde turen bedre.


Decent priced? Sagsusme nej. Ligesom de andre aktiviteter, dræbte Micro light flyveturen igen mit backpacker budget. En lækker overpris på 175 USD pr. person, for 15 minutters flyvetur og transport til og fra landingsbanen. Derudover betalte vi 20$ ekstra for billederne.


Vi fløj med firmaet Shearwater Victoria Falls og selvom prisen var irretende høj, var det pengene værd. Man kan booke en flyvetur på deres hjemmeside eller få personalet på Jollyboys Backpackers til at klare ærterne.

Ses myren på rebet med den hvide hjelm?

3. Rapelling 110 meter til bunden af vandfaldet

At rapelle var slet ikke på min liste over must-do aktiviteter i Zambia og Zimbabwe. Jeg vil faktisk påstå, at den her oplevelse var et impuls køb. Vi gik rundt i Victoria Falls Nationalpark på Zimbabwes side, da en lokal mand får lokket os til, at rapelle 110 meter ned ad en skrænt. I ved - den klassiske tirsdag.

På bunden af kløften stod en instruktør og råbte instruktioner, jeg desværre ikke kunne høre. På toppen stod endnu en instruktør, som jeg efter et par meter, heller ikke kunne høre. Og så hænger man ellers der, på sin første rapelling tur, uden helt at vide, hvad man skal foretage sig.


De sidste 30 meter skråner klippen ind, så jeg ikke længere kunne nå den med fødderne. Her gjalt det om at slippe på rebet og tage et par meters frit fald, indtil man igen strammede rebet ind mod slutningen. Jeg ventede på bunden med udsigt til Victoria Falls imens Line, højt skrigende, kom ned samme vej.


Rimelig stolte over at have rapellet til bunden

Selvom guiderne var svære at høre, var der styr på sikkerheden hele vejen ned. Vi fik set vandfaldet fra bunden, dyppet fødderne i det kolde vand og gik et par kilometer med vores guide, indtil vi nåede en stige, der tog os de 110 meter op igen. Det er kun muligt at rapelle fra Zimbabwes side, så bor man i Zambia, kræver det et Uni-visum at besøge Zimbabwe.


Som nævnt tidligere er aktiviteterne dyre, men rapelling var en undtagelse. Her nøjedes vi med at slippe 60 USD, der inkluderede udstyr, drikkevarer og en personlig guide. For os krævede det ingen reservation, vi rendte blot ind i de søde rapelling gutter i Nationalparken og betale med kreditkort i deres lille biks.

Til venstre ses det lille skur på toppen af skrænten, her rapellede vi ned fra.

4. Ziplining fra Zambia til Zimbabwe

Ziplining var den første adventure aktivitet, vi prøvede i Zambia og Zimbabwe. Vi gjorde det i 'Tandem style' hvor man kan sidde to og to sammen. Det giver et sus i maven, at dingle med fødderne over en 120 meters dyb kløft. Man suser 425 meter over den kløft, der deler Zambia og Zimbabwe, men da begge landes emigrations kontorer befinder sig længere væk, er man i princippet i no-mans land.


Man starter med at zipline fra Zambias side, men det kræver, at gå igennem immigration og stemple ud af landet, for at nå mødestedet for ziplining. Det er også her, man kan bungeejumpe eller tage en tur i Tandem-Swing, der er ligeså vild og voldsom. Ziplining var en hyggelig tur, men meget kort og krævede lidt for mange penge og ventetid til, at jeg vil gøre det igen.

Pris: 74 USD.


To tøser i fuld fart over en kløft

Med rygsækken fuld af minder

På grund af de høje aktivitets priser, udvalgte vi nøje de oplevelser, vi bare måtte have med hjem. Hos Jollyboys Backpackers ligger en mappe, prop fuld af ideer til fede oplevelser, der kan fylde dagene ud i flere uger! Alt fra Booze-cruise, til safari og bungeejumping.


Når man bor på Jollyboys Backpackers, er det nemt at få personalet til, at booke aktiviteterne samt møde andre på hostellet, der gerne vil med. Vi brugte 4 hele dage ved Victoria Falls, men kunne sagtens have brugt flere!

Næste opslag fra Afrika: At Bo i Marc's Treehouse, på Safari i Kruger Nationalpark

0 visninger

    Carolines Rejse

Kontakt: Carolinesolvsten@gmail.com

Sidens tekst og billeder må ikke gengives uden tilladelse. Til gengæld er du velkommen til at linke. 

INSTAGRAM

  • Pinterest - Black Circle
  • Instagram - Black Circle

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com 

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com