Mexicos Maya Ruiner & Det Syvende Vidunder: Chichen Itza

En rejse til Mexico er ikke komplet uden et besøg til en Maya ruin. I mit tilfælde blev det til 5, hvoraf det ene var til det syvende vidunder Chichen Itza.

Mexicos Maya ruiner tiltrækker hvert år tusindevis af turister. I oktober 2018, trak de mig til. Men det er ikke kun Mexico, der har fornøjelsen af turistmagneterne. Maya ruinerne er at finde i både Mexico, Guatemala, Belize og Honduras. På min rejse i Mellemamerika så jeg 7, hvoraf 5 var i Mexico. Det er 3 for mange.

Det er en stor oplevelse, at se de flotte templer og få et indblik i hvordan Maya folket levede og jeg var blæst væk over indsigten Mayaerne havde i astronomi! Den oplevelse aftager desværre, når man har jam-packed sit rejseprogram med Maya ruiner som jeg havde. 7 blev simpelhen til for mange.

Efter det fjerde besøg kom informationerne på repeat og min hjerne slog over på autopilot. Men selvom guidernes information var den samme, var der alligevel forskel på oplevelserne. Tulum ruinerne har en billedsmuk strand, Palenque har brølaber og i Kohunlich så vi store leguaner.

Det syvende vidunder Chichen Itza

Chichen Itza

Et af de syv verdens vidundere

Ja nu har jeg nævnt det fire gange. På listen over de syv verdens vidundere findes Mexicos Chichen Itza. Det gør den selvfølgelig til et must-visit, men udover den fine status anses Chichen Itza også for, at have været Mayaernes hovedstad. En kombi af det ovenstående med en tæt placering til Cancun International Airport, gør Chichen Itza til den mest turistede ruin by i Mexico.

Hvordan og hvorledes: Fra Cancun til Chichen Itza tager 2-3 timer i bil eller bus. Hvert turistkontor i Cancun sælger guidede turer til ruinen, men det er også nemt at tage en offentlig bus og klare det på egen hånd. Selv boede jeg og min rejsegruppe i Valladolid, kun 40 minutter derfra på det hyggelige og autentiske Hostel La Candelaria.


Chichen Itza var den eneste Maya ruin jeg havde hørt om før min rejse til Mexico

Tulum Ruinerne

Med en kongeudsigt over det caribiske hav.

Jeg har tidligere beskrevet min dagstur til Tulum Ruinerne fra Cancun. men den skal da også lige nævnes her. De urgamle ruiner i Tulum er bygget på en høj, med udsigt over det azurblå caribiske hav. Selve templerne er små sammenlignet med Chichen Itza, men der er til gengæld mange af dem. En af Mexicos flotteste strande ligger lige nedenfor Tulum ruinerne og har man badetøj med, er der ingen vej uden om.

Hvordan og hvorledes: Bor man i kystbyen Tulum, er det nemt at hoppe på en leje cykel til ruinerne. Min rejsegruppe og jeg besøgte Tulum ruinerne som en dagstur fra Cancun (kun 2 timers kørsel derfra). Jeg ville dog ønske vi havde brugt et par dage i selve byen Tulum, der er langt mere hyggelig end Cancun. Det må blive næste gang.


Hvis man tager badetøj med til Tulum ruinerne, er der adgang til en vanvittig flot strand

Uxmal

Ligner Chichen Itza, men langt fra så turistet

Som barn elskede jeg tegnefilmen 'Vejen til El Dorado' hvor Tulio og Miguel efter snyd i et terningespil i Spanien, flygter i en båd til Mexico. Her finder de en by af guld, hvor drengene spiller bold, kun ved brug af hofterne og scorer mål igennem en ring på bygningerne. I Uxmal fik jeg konstant flashbacks til den film. Templerne og boldbanen med ringene kunne være skåret ud af filmsættet til 'Vejen til El Dorado'.

Hvordan og hvorledes: Busturen fra Merida tager 1-2 timer og kan sagtens klares som en dagstur. Vi boede i Merida, på et hostel jeg virkelig ikke kan anbefale. Jeg brokkede mig over oplevelsen til en pige jeg senere mødte i Guatemala, som anbefalede at man i stedet valgte Nomadas Ecohostel. So do that.



Uxmal gav mig så mange flashbacks til min barndomsfilm 'Vejen til El Dorado'

Kohunlich

Turistfri ruiner i selvskab med leguaner

Måske en barnlig holdning, men jeg kan bedre lide de ruiner, man må klatre på. Byen føles mere ægte, fra toppen af et urgammelt tempel og i Kohunlich er der fri leg. Kohunlich har et minimalt antal turistbesøg og da min gruppe og jeg ankom, var vi helt alene. Eller, vi delte junglen med leguaner og brølaber, men det er at foretrække over larmende amerikanske turister.

Hvordan og hvorledes: Vi slog et smut forbi Kohunlich på vejen mellem Palenque og Bacalar. Vil man se ruinerne som en dagstur, er Bacalar kun 1 times kørsel derfra. I Bacalar boede vi på mit absolut ynglings hostel i hele Mexico: Magic Bacalar. Hostellet ligger helt ned til søen, med hængekøjer og egen badebro.


Forvent at se sådan en fætter her ved alle ruinerne

Palenque

Gemt i junglen med lyden af brølaber

Palenques ruiner er gemt i junglen (så gemt som et 21-meters højt tempel kan være). Palenque har brølaber og selvom man ikke ser aberne, hører man dem konstant. Urolige omstændigheder i området, skræmmer mange turister væk. På vej til Palenque oplevede vi roadblocks opsat af de lokale, der forhindrer turister i at komme frem. De gør det for, at få regeringen til at slå øjnene op for statens fattigdoms problemer.

Hvordan & hvorledes: De fleste ser Palenque på en guided tur pga. usikkerheden. Vi boede på Hotel Nututun, der er et vildt lækkert restort.


Det var klart en fordel at stå tidligt op, ankom vi mellem 10-14 var der pakket med turister

Lavpraktisk om at besøge Maya ruiner i Mexico


Bedste tidspunkt på dagen: Enten morgen eller sent eftermiddag. Aldrig fra 10-14, det er i det tidsrum solen er skarpest og mængden af larmende amerikanere er højest.


Priser / kamera priser: Chichen Itza er den dyreste og koster ca 150 kr i entrepris. De mindre kendte rangerer imellem 8-25 kr. Ved flere af ruinerne, skal entreen betales kontant. Medbringer man et gopro kamera, koster det ekstra.


Med og uden tur guide: De første 1-2 besøg til en Maya ruin bør være med en guide. Det er en bedre oplevelse at se ruinerne, når man ved hvad de blev brugt til og hvem der boede der. Kører man Maya-ruin-maraton som mig, behøves en guide ikke til de resterende.

Hvor skal man bo: Jeg havde de bedste oplevelser ved, at besøge Maya ruinerne som dagsturer fra en anden by. Ruinerne ligger ofte på Lars tyndskids mark og med kun dyre hoteller i nærheden. Mange hostels arrangerer turer til ruinerne og vil man klare den selv, går der dagligt offentlige busser til de mest kendte.

Niklas i vandret for at få det bedste billede af Chichen Itza

Næste opslag fra Mexico: Bacalar Mexico's smukkeste Lagune

0 visninger

    Carolines Rejse

Kontakt: Carolinesolvsten@gmail.com

Sidens tekst og billeder må ikke gengives uden tilladelse. Til gengæld er du velkommen til at linke. 

INSTAGRAM

  • Pinterest - Black Circle
  • Instagram - Black Circle

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com 

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com