ITALIEN - Milano, Vestone & Gardasøen

Opdateret: 19. juli 2018

Nord Italien, 3. - 14. Juli 2018




Oprindeligt var det ikke planen at lave opdateringer om Italien-delen af min rejse, hovedsageligt fordi landet er en spytklat fra Danmark og 50% af jer sikkert også er i Italien på badeferie i øjeblikket. Det er alligevel lidt for meget ananas i egen juice, at gå ud fra min Italien tur er langt mere eksotisk end andres. Men nu sidder jeg i flyet på vej til Sri Lanka, på en 9 timers strækning ved siden af et tungeslaskende nygift hollandsk par. Jeg har prøvet alt fra at hoste højlydt, intens øjenkontakt til skulderskub og nu frygter jeg at parret i stedet, har set det som en hentydning til at ville være med. Status er at jeg har givet op på hollænderne og mangel på personal-space og mangler i den grad noget at holde mig beskæftiget med, så her kommer en opdatering fra de sidste 12 dage.



Milano's Domkirke

Milano

Jonas og jeg startede turen ud med 2 dage i Milano, hvor vi har stoppet ansigterne med pizza og pasta i upassende mængder. Vi har jagtet duer på pladsen foran domkirken imens “Good price for you my friend” gadesælgerne jagtede os. I Galleria Vittorio Emanuele blev det kun til vindueshopping for selv kuglepindene kostede ens førstefødte og blodet fra en jomfru. Jeg mødtes også med min veninde Jenna fra USA, som bor i Milano sommeren over.




Galleria Vittorio Emanuele II

Galleria Vittorio Emanuele II

En hytte i bjergene

Efter glamour byen tog vi med bus længere nordpå til byen Vestone. Herfra skulle vi hike 3 km. op ad et bjerg, ind i en skov, til en lille hytte hvori vi boede et par dage. Man kunne ikke komme dertil med bil, der var ingen elektrisitet, og man tog bad under åben himmel. Fordi der heller ikke var noget køleskab, måtte vi hike tilbage til byen en gang om dagen for at hente mere mad (vi spiser rimelig meget). Dyrene går rimelig frit i området, så vi fik bl.a. besøg af en gruppe høns som vi var fristet til at smide på grillen.





Hike turen op til hytten

Hike turen op til hytten

Byen Vestone

På dag 2 blev området ramt af en storm inden solnedgang der gav dette blærede udsyn fra hytten

Gardasøen

Til slut endte vi ved Gardasøen hvor vi mødtes med en større flok af min familie + vedhæng og var 13 personer da vi var flest. Ugen gik med at slappe af, spise mere pizza og hygge rundt for at lade batterierne op til de næste måneders rejse. Sidste dag vendte Jonas, Amalie og jeg næsen mod Milano igen, for at flyve ud derfra. Milano har 3 lufthavne og vi nuppede en hver. Turen fra Gardasøen til Milano tager 2 timer lagt oveni den 17 timers flyvetur (inkl. 2 stop) jeg har før jeg lander i hovedstaden Colombo i Sri Lanka. Derved sagt, er tålmodigheden kort over for DNA-delene, opmærksomhedskrævende Hollandske ægtepar.







0 visninger

    Carolines Rejse

Kontakt: Carolinesolvsten@gmail.com

Sidens tekst og billeder må ikke gengives uden tilladelse. Til gengæld er du velkommen til at linke. 

INSTAGRAM

  • Pinterest - Black Circle
  • Instagram - Black Circle

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com 

2018 Copyright Carolinesrejse.com. Created with Wix.com